Visionen har været at skabe en stærk identitet for hele universitetet, hvor det uformelle møde kan finde sted i tæt tilknytning til alle arbejdsområder. Bygningens kubiske form er, udover at være energieffektiv, god til at skabe en klar og logisk rumlig struktur, hvor undervisning, forskning og offentlige zoner placeres rundt om et centralt atrium.
Det høje lyse atrium fremtræder med et terrasseret landskab, der omfatter alle undervisnings- og kontorfunktioner. Fra gulv til loft mødes husets brugere i et levende fællesskab, hvor der arbejdes, snakkes og udveksles idéer. Et rigt dagslys strømmer ned i rummet fra de store ovenlys placeret i den sydlige del af atriet. Mod sydøst løfter facaden sig i en inviterende gestus og åbner for en stor offentlig plads i tilknytning til parken.
Taget er indrettet med lejligheder til gæstestuderende med fælles haver og små terrasser, der inviterer til personlige, uformelle møder. Boligdelen udgør samtidig et skyggedannende element i forhold til atriet.
Bygningen bliver et moderne kraftcenter for læring, hvor forskellige kulturer kan mødes og udveksle idéer og viden langt ind i fremtiden. Huset bliver også et aktivt udstillingsvindue for danske virksomheder, bæredygtighed, arkitektur og teknologi.
Industriens Fond har doneret op til 80 mio. kr. til opførelsen af bygningen. Universitets- og Bygningsstyrelsen står for den praktiske opstart af projektet, mens GUCAS (Graduate University of Chinese Academy of Sciences’) er bygherre på projektet. Lundgaard & Tranberg vandt konkurrencens førstepræmie.