Reykjavik Háskólinn bliver et flagskib for tidens pædagogiske strømninger og vil styrke byens identitet som en levende og attraktiv uddannelsesby. Universitetet skal fremskynde innovation og videndeling og blive et vigtigt element i Reykjaviks sociale og kulturelle liv.
Universitetet er udformet som en cirkulær, selvstændig by med gader, pladser og strøg. Projektet gennemfører således idéen om universitetet som by og lader de enkelte fakulteter være organiseret som selvstændige bydele omkring et fælles, indre torv.
Torvet giver adgang til alle universitetets afdelinger og rummer samtidig universitetets udadvendte funktioner som café, restauranter, kunstgalleri, fitnesscenter, boghandel, børnehave, bibliotek m.m. Dermed skabes en levende urban scene midt i bygningen – et pulserende hjerte, der er med til at generere liv og energi ud til alle de nærliggende strøg.