Wing House har fået navn efter sit særlige arkitektoniske udtryk - en skulpturel vingeform placeret på en base af glas. Den sorte vinge huser kontorbygningen, mens basen med sin dobbelte rumhøjde udgør både receptionsområde og kantine på 2. niveau.
I sommermånederne strækker kantinen sig ud på den foranliggende plads, der samtidig danner tag for det eksisterende parkeringshus. Kantinen deler dermed plads med eleverne fra Ørestad Gymnasium, der også holder til i den fælles taghave ovenpå parkeringshuset.
Wing House er et markant byggeri, der i kraft af sin centrale placering og imponerende udformning vil være med til at tegne Ørestaden. Det nye kontorhus vil indgå i et arkitektonisk samspil med Ferring-huset, Ørestad Gymnasium og IT-universitetet i Ørestad Nord og vil udgøre en naturlig del af den urbane udvikling i Ørestad City.