Anlægget danner i sammenhæng med den landskabelige aktivitetsløjpe et markant arkitektonisk udtryk. Den imødekommende forplads og foyer er bygningens hjerte, der giver adgang til hele sportsparken og receptionsområdet. Forpladsens terrasserede overflade og det stemningsfulde spil med vand, himmel og lys giver området en levende karakter. Til større arrangementer med tilskuere kan pladsen lægges åben, mens den til hverdag indtager en mere intim karakter.
Aktivitetsløjpen er anlæggets samlende figur, der indtager og aktiverer hele sportsparken. Løjpen er til motionsløb, rulleskøjteløb, skating, cykling og konkurrencer og løber ad tre forskellige spor, der krydser og omkranser anlægget og forbinder byen til sportsparken. Aktivitetsløjpen fungerer som sportsparkens rygrad, og materialernes stoflighed af rød asfalt, rødt grus og orange gummiasfalt orienterer brugerne om de forskellige bevægelsesaktiviteter på løjpen.
Sportsparken er med sine mange dynamiske flader og bevægelser et moderne ikon for idræt, et sammenhængende aktivitetscenter midt i landskabet, der forener den organiserede sport med den spontane leg.