Henning Larsen Architects deltog i konkurrencen i et større team af hospitalsspecialister, ingeniører og lokale arkitekter. Der blev i konkurrenceforslaget lagt stor vægt på at sikre den optimale kombination af rum for medmenneskelig omsorg, godt arbejdsmiljø og effektiv behandling.
I tegnestuens forslag er alle de nye hospitalsfunktioner placeret i umiddelbar nærhed af de eksisterende hospitalsbygninger. I dette kompleks koncentreres mange af undervisningsfunktionerne for på denne måde at opnå et frodigt miljø, hvor behandling, undervisning og forskning konstant udfordres og udvikles. Den gamle hovedbygning understreges som et bygningsmæssigt omdrejningspunkt ved at blive indrammet af haveanlæg og en frodig gårdhave.
Indgangen for ambulante patienter går gennem en stor indvendig gade, der møder en indendørs gårdsplads. Endvidere ligger alle behandlings- og terapiafdelinger på dette niveau. Forsknings- og uddannelsesafdelingerne ligger også på denne etage og derved bidrager alle afdelinger til et inspirerende hospitalsmiljø med optimale forhold for at forsknings- og behandlingsafdelinger kan udveksle viden og erfaringer.