Den rektangulært formede tagflade vokser ud af landskabet og vil i sommerhalvåret danne baggrund for aktiviteter som picnic, grill, musik, foredrag og sankthansbål.
Bygningens indre er formet som et varieret terrasselandskab inspireret af arkæologiske udgravninger, hvor historiens lag gradvist afdækkes. Her kan den besøgende bevæge sig rundt gennem et levende forløb af udstillinger og videnskabelige forsøg – som en opdagelsesrejsende i tid og rum.
Museet vil med sine lyse gårdhaver, terrasser og små grotteagtige ’huse i huset’ indbyde til mange nye og alternative udstillingsformer. Hjertet i bygningen bliver foyeren med café og udendørs servering. Her åbner den terrasserede underverden sig op mod taghavens lys og den storslåede udsigt over Århus-bugten.
Byggeriet udføres i Lavenergiklasse 1.