Bebyggelsen, som er den sjette og sidste etape af selvstændige landsbyer i området, består af en række 3-etagers altanhuse opført i gule teglsten med store glasoverdækkede trapperum og elevator.
Altanhusene er placeret på boligområdets højeste punkt, og det giver en enestående udsigt over det åbne landskab mod syd og over Bernts Have mod nord. De åbne grønne fællesarealer mellem de enkelte boligafsnit binder bebyggelsen sammen og giver mulighed for liv, aktivitet og fællesskab nær boligen.
Altanerne i byggeriet er helt unikke og har givet navn til dette boligafsnit. Dels er de meget store, dels er de placeret sådan, at boligerne har både et åbent og et glasoverdækket altanareal. Alle lejligheder uanset størrelse på 1. og 2. sal har altan. Der er tre boligtyper fra 79 til 122 m2. Alle lejligheder har stor stue/køkken/alrum med udgang til enten terrasse eller altan, stort soveværelse, entre og handicapvenligt badeværelse.