Biblioteket har en markant, højtliggende placering på hjørnet af Albert Einsteinstrasse og Ringstrasse og er både indgang og vartegn for det nye universitetsområde. Bygningen er formet som en stor vinkel og danner i samspil med den overforliggende studentercafe et nyt og aktivt byrum.
Biblioteket er disponeret med et smalt fireetagers rum, som sammenbinder og giver lys til henholdsvis reolområderne og studiepladserne, der er placeret i et læsegalleri mod den store indgangsplads. En stor publikumsterrasse over to etager afslutter og definerer husets hjørne ved indkørslen til Albert Einsteinstrasse.
Bevægelsen i husets indgangsområde er defineret af en stor organisk formet udskæring i dækket til underetagen, der leder fra vindfang til skranke. Herfra binder en spinkel ståltrappe alle etager sammen omkring stueetagens centralt placerede skrankeområde.
Biblioteket er et udviklingsprojekt i forhold til energibesparende tiltag. Husets kølingssystem er indstøbt i betondækkene og er forbundet med et geotermisk anlæg.