Et gennemgående træk i forslagene var, at havneløbet skulle virke samlende i stedet for adskillende – og binde byen sammen visuelt. Havneområdet blev underopdelt i sektorer, hvoraf én var Inderhavnen, defineret som arealet mellem Knippelsbro og Toldboden. Henning Larsen Architects fik til opgave at analysere dette område og fremkomme med flere alternative løsningsforslag.
I en optik, hvor havnens vandspejl betragtes som gulv og himlen som loft manglede der 'vægge' til at definere rummet. Derfor blev det anbefalet at etablere nogle store elementer i form af bygninger på hver side af havneløbet på henholdsvis Kvæsthusbroen, Dokøen og Christiansholm.
Bygningerne måtte uanset funktion ikke 'vende ryggen mod' havnen. Derimod skulle de spille op mod allerede eksisterende planer om offentlige promenader og pladsdannelser langs hele havneløbet for herigennem at styrke de påbegyndte aktiviteter.
De store bygningsvoluminer har siden konkretiseret sig som henholdsvis Skuespilhuset og Operaen, mens en ny bebyggelse på Christiansholm afventer udløbet af eksisterende lejekontrakter.