Helhedsplanen udstikker rammerne for bydelens geometriske og materialemæssige forhold på terræn samt for den almene belysning, beplantning og aptering af offentligt tilgængelige arealer.
Der er i helhedsplanen taget særligt hensyn til byrummet omkring Christians Kirke fra 1700-tallet. Der er således udarbejdet retningslinjer for de tilstødende bygningers fremtræden, hvad angår volumener, facadeproportionering, farver og materialer, så kirken ikke bliver trængt af de nye bygninger men tværtimod kommer til at fremstå præcist og veldefineret.
Bebyggelsen opdeles arkitektonisk ved at lade tunge bygninger definere rummet omkring kirken, mens lette, næsten svævende bygningsvolumener strækker sig mod havneløbet. Som basismateriale på terræn anvendes granit i form af chaussé-, bro- og bordursten. Kajfronten opbygges i granit-kvadresten, mens erhvervsarealet er belagt med de lidt mørkere granitbordursten, der ligger stribevis med 7,2 m afstand.
Parkering foregår ved kantstensparkering i gaderne og i to underjordiske p-anlæg.