Siden tegnestuens etablering i 1959 har vi udviklet et indgående kendskab til byggeriet – fra skitseprojekter til detaljeret design, bygherrerådgivning og byggeledelse. Vores kompetencer udvikles løbende gennem det tætte samspil med globale samarbejdspartnere, rådgivere og specialister.
Vi udformer, udfordrer og forandrer de fysiske omgivelser – fra byplaner, byrum og bygninger til indretning, komponenter og strategisk design – på en sådan måde, at brugeren får et stærkt, visionært og gennemarbejdet design, der relaterer sig til, og indgår i, en stedsspecifik sammenhæng.
Henning Larsen Architects vægter miljømæssige hensyn og integrationen af energirigtige løsninger højt. Projekterne er båret af social ansvarlighed – ikke kun i forhold til materialer og produktion, men også i betydningen gode sociale rum, der skaber nærvær og relationer.
Idéerne udvikles i tæt parløb med bygherren, brugerne og samarbejdspartnere for at sikre, at byggerierne fungerer langt ud i fremtiden og på den måde opnår en god levetidsøkonomi. Denne værdibaserede tilgang er grundlaget for alle designs – fra komplekse masterplaner til succesfulde bygningsikoner rundt om i verden.