Harpa vinder flere internationale priser

 
 

Harpa er designet af Henning Larsen Architects i samarbejde med Batteriið Arkitekter. Den spektakulære facade mod syd er skabt af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson i samarbejde med Henning Larsen Architects.

Mere end 300 internationale projekter var med i opløbet om den prestigefulde ’Civic Trust’-pris, som blev uddelt ved en officiel ceremoni i Edinburgh den 2. marts. Prisen gives til projekter af høj designmæssig kvalitet, som vurderes at have bidraget socialt, kulturelt eller økonomisk til lokalsamfundet. Prisen blev oprettet i 1959 i England med det formål at hædre det bedste inden for arkitektur, design og landskabsarkitektur.

Prisen for ‘Best Performance Space’ uddeles ved et gallaarrangement i Berlin onsdag den 7. marts, hvor Travel+Leisure’s Design Awards uddeles i en række kategorier med betydning for rejsebranchen. En jury bestående af seks medlemmer fra design- og arkitekturbranchen har valgt Harpa som årets vinder i kategorien.

I Harpa danner kunsten og arkitekturen en unik helhed. Det 28.000 m2 store koncerthus rummer bl.a. fire musik- og konferencesale. I Arkitektur DK 5 11 fremhæves Harpas facade og bygningens orientering mod byen, og redaktøren, Martin Keiding, kalder Harpa for ”et folkets hus” og skriver bl.a.: ”Det er et afgørende og vigtigt greb i forhold til at få by og havn til at finde sammen.”

Harpa har siden åbningen i august 2011 modtaget international hæder flere gange. Koncerthuset optræder bl.a. på det britiske magasin, Grammaphone’s, liste over verdens ti bedste koncerthuse, og det svenske arkitekturmagasin, FORM, kårede i 2011 koncerthuset som årets bedste byggeri i Skandinavien.

Henning Larsen Architects vandt også en ’Civic Trust Award’ i 2011 for det markante boligbyggeri, Bølgen i Vejle.

Skjul alle
Vis alle

Se også...

Se også...

0676 Harpa - Reykjavik Koncertsal og Konferencecenter

0676 Harpa - Reykjavik Koncertsal og Konferencecenter

Mere information...

Mere information...