| |
Henning Larsen Architects har med et innovativt design vundet den internationale arkitektkonkurrence om Siemens’ globale hovedsæde i München. Bygningen på 45.000 m2 vil udgøre et spydspidsprojekt for bæredygtigt design i en urban kontekst.
I Siemens’ begrundelse står der bl.a.: ”Henning Larsen Architects blev valgt for den helhedsorienterede tilgang til bæredygtighed – en tilgang, der imødekommer de meget høje krav til miljøvenligt og energieffektivt byggeri.” CEO Peter Löscher, Siemens, siger i en pressemeddelelse: “Vi skaber et fremtidsorienteret symbol for bæredygtighed, der vil sætte en ny standard for avanceret, urban arkitektur og innovativ, effektiv byggeteknologi – til glæde for vores medarbejdere og indbyggerne i München.”
Det nye hovedsæde danner en urban komposition af pladser, gårdrum og stræder, der i et genkendeligt forløb digter videre på byens topografi og skaber et helt nyt, levende kvarter i byen. Designdirektør Louis Becker, Henning Larsen Architects, fortæller: “Når man går fra den gamle by til museet, Pinakothek der Moderne, vil man kunne slentre gennem Siemens’ hovedsæde og sætte sig i en af de stemningsfyldte gårdrum. Bygningen er et bidrag til udviklingen af det offentlige rum i München.”
I konkurrencen deltog blandt andre Baumschlager Eberle, Hopkins Architects og danske schmidt hammer lassen architects. Byggeriet forventes påbegyndt i efteråret 2012 og afsluttet i slutningen af 2015, så Siemens kan flytte ind i 2016.
Læs mere på www.henninglarsen.com |
|