13.07.2017

1/513

Henning Larsen designer fransk bud på Europæisk Lægemiddelagentur

Lille kæmper mod andre europæiske byer om at blive ny vært for hovedsædet til Europæisk Lægemiddelagentur (EMA), som skal skifte lokation efter Brexit.

EMA er det vigtigste europæiske samarbejdsorgan på lægemiddelområdet og beskæftiger knap 900 ansatte. Vi har vundet konkurrencen om at designe den 30.000 m2 store bygning, som bliver Frankrigs officielle kandidatur.

Visionen er at skabe et landemærke for Lille og et fremsynet, moderne HQ til de 890 medarbejdere og 3700 eksperter i EMA, skræddersyet til deres workflow.

”Vi har designet et moderne, ultra bæredygtigt hovedsæde, der promoverer et sundt arbejdsmiljø og velvære. Bygningen er skabt til at give alle medarbejdere rigeligt adgang til dagslys, udendørs rekreative områder med et behageligt mikroklima, frisk luft og et stimulerende miljø med et stærkt fokus på vegetation og grønne områder,” fortæller Partner og arkitekt i Henning Larsen, Søren Øllgaard.

”Det primære aspekt ved designet, er, at vi har skabt et hovedsæde specielt til EMA. Vi er rigtig glade for at kunne aflevere en potentiel arbejdsplads til EMA, som understøtter deres rutiner, giver dem et sundt miljø at færdes i og som deler deres overordnede mission om at promovere europæisk sundhed. Bygningen er designet til at være en moderne arbejdsplads i symbiose med naturen,” uddyber han.

En moderne ’biotop’
Bygningen hedder ’Biotopen’, som stammer fra det græske ord for ’levested’. Et naturligt sted, hvor mennesker skal færdes, som er perfekt afvejet i forhold til sine brugere og omgivelser.

”Udover de geografiske og økonomiske fordele, indeholder Lilles bud på kandidaturet med Biotopen en exceptionel bygning, som er EMA’s europæiske indflydelse værdig,” siger Martine Aubry, borgmester i Lille.

Projektet er blandt andet valgt, fordi det sikrer EMA et ultrafunktionelt og fuldt operationelt hovedkvarter inden marts 2019, uddyber Damien Castelain, formand for Métropole Européenne De Lille.

Bygningen bliver placeret mellem Grand Palais og et regionalt hovedsæde i Lille og kommer til at rumme et auditorium med plads til 300, mødefaciliteter, arbejdsstationer, afslapningsområder og en restaurant med panoramaudsigt.

Det franske bud på det nye EMA HQ bliver konkret med vores design. Den præcise lokation for det nye hovedkvarter bliver vedtaget af repræsentanter fra EU’s medlemslande i starten af november 2017.

Skjul alle
Vis alle

Seneste nyheder...

Download