Regionshospitalet i Viborg skal udbygges med et nyt akutcenter, der skal danne fælles akutmodtagelse for regionens fire hospitaler. Projektet udgør 22.000 m2 og skal bl.a. indeholde en fælles akutmodtagelse, hovedindgang, auditorium, udvidelse af operationsafdeling, udvidelse af billeddiagnostik og klinisk fysiologi samt en udbygning af sengeafsnit og ambulatorier.
Henning Larsen Architects har gennem en årrække arbejdet intensivt med udviklingen af hospitalsbyggeri. Tegnestuen står blandt andet bag opførelsen af Det Norske Radiumhospitals Stråleterapi og Forskningsinstitut i Oslo i Norge og har ligeledes deltaget i udviklingen af den nye fælles akutmodtagelse i Slagelse. For øjeblikket arbejder tegnestuen på den omfattende udvidelse af Herlev Hospital.
De seks prækvalificerede teams til Viborg Akutcenter skal nu dyste om næste etape af konkurrencen, hvor op til tre vindere går videre til en forhandlingsrunde med regionen. I juni 2012 udpeges den endelige vinder, som vil få tildelt opgaven som totalrådgiver.