Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, hovedkurator Minik Rosing og Dansk Arkitektur Center (DAC) har udvalgt en gruppe af grønlandske og danske arkitekter, der i tæt samarbejde skal udvikle visioner for Grønlands fremtid. Resultatet af samarbejdet vil blive udstillet som det officielle danske bidrag til biennalen i Venedig næste år.
Grønland står i disse år over for at skulle træffe en række afgørende valg for landets fremtidige udvikling, og hvad der vælges vil have vidtrækkende konsekvenser for det grønlandske folk. Under arbejdstitlen ”Future Greenland” har DAC udviklet et projekt, der sætter fokus på de udfordringer og potentialer, som Grønland står over for i takt med, at isen smelter, enorme råstofressourcer bliver tilgængelige og nye erhverv og bykulturer opstår.
I samarbejde med projektets hovedkurator professor i geologi Minik Rosing og medkurator NORD Architects vil de grønlandske og danske arkitekter i fællesskab udvikle nytænkende visioner for økonomisk, samfundsmæssig og bæredygtig udvikling i Grønland. Dette vil ske i samarbejde med en række aktører, herunder fire grønlandske kommuner.