Rammerne for det nye domicil er udviklet i samarbejde med NCC Property Development. I kraft af det store fokus på bæredygtighed og klimaneutralitet er projektet udvalgt af norske FutureBuilt som et foregangsprojekt. FutureBuilt er et tiårigt program initieret af Norske Arkitekters Landsforbund med visionen om at udvikle klimaneutrale byområder og arkitektur af høj kvalitet.
Det nye domicil på Østensjøveien 27 i Oslo er udformet som et moderne passivhus. Det integrerede energidesign sætter fokus på dagslys og rumlig disponering og udføres i bæredygtige materialer.
Bygningen inddrager det omgivende byliv som en del af sine rumlige kvaliteter og taler samtidig tilbage til byen ved at åbne sig, så aktiviteterne i huset beriger det omgivende byrum. Huset består af to selvstændige bygningskroppe bundet sammen af et fælles centralt panoptikon, hvor forskudte, kubiske mødelokaler hænger ud i rummet og er med til at befolke det. Et trappeforløb snor sig hele vejen op gennem panoptikonet, så man oplever kontakten til de enkelte kontoretager.
Bygningen er et fleksibelt og fremtidssikret kontorhus, der giver forskellige lejere mulighed at variere arealfordelingen mellem butiks- og kontorområder nu og i fremtiden. Der er desuden indarbejdet mulighed for, at bygningen, eller dele af den, på et senere tidspunkt kan omdannes til boligenheder.
Henning Larsen Architects har gennem flere år arbejdet med bæredygtighed som en integreret del af sine projekter. I det norske erhvervsdomicil omfatter bæredygtigheden også forhold omkring brugeradfærd og bygningsdrift.