Hvad er kernen i et projekt på hospitals- og sundhedsområdet?
Lars Steffensen: “Vi er optaget af noget så filosofisk som ‘menneskelig værdighed’. Og vi sætter en ære i at provokere rutinen. Vi ønsker at skabe nogle ordentlige rammer for mennesket, fordi vi ved, at de fysiske rammer er afgørende for patientens psykiske velbefindende og restitution”.
Hvordan bruges viden aktivt?
Lars Steffensen: “Det er kendetegnende, for alt det vi laver, at vi stræber efter at kombinere viden med viden, vi ikke har i forvejen. Vi starter ethvert projekt med at finde frem til præcis de kompetencer, der kan give os et input – psykologisk, sociologisk, logistisk, teknisk, hygiejnisk osv. Det handler om at finde det gode match mellem generalist og specialist, og forskellige opgaver kræver altid forskellige svar. Derfor trækker vi også på erfaringerne fra vores andre projekter og oplever ofte, at de enkelte projektkategorier udvikler og krydsbestøver hinanden”.
Lars Steffensen har fungeret som hospitalskyndig fagdommer i forskellige sammenhænge, senest i bedømmelseskomitéen for et nyt universitetshospital i Skejby, hvor man planlægger en omfattende udbygning af det eksisterende hospitalskompleks.