I alt 237 forslag fra det meste af verden deltog i den åbne konkurrences første fase. Seks blev anonymt udvalgt til en anden fase, hvor forslagene blev yderligere bearbejdet.
Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design samler en række museer, der i dag ligger på forskellige adresser i Oslo. Det nye museum bliver 54.000 m2 stort og skal ligge på Vestbanen. Når det står færdigt vil det være et markant bygningsværk ved siden af byens historiske rådhus og overfor fæstningen Akershus.
Henning Larsen Architects’ forslag har fået navnet Trylleesken – på dansk Trylleskrinet - og forholder sig i kraft af sin skala og materialevalget til dette helt unikke sted i Oslo. Det bliver et arkitektonisk pejlemærke i byen med en stærk lokal forankring.
”Trylleesken integreres i sine omgivelser. Der skabes et fællesskab med Akershus’ munkesten og rådhusets forfinede murerhåndværk,” fortæller arkitekt Troels Troelsen, Henning Larsen Architects. ”Trylleesken føjer med sit moderne formsprog et nyt kapitel til stedets historie.”
Museets indre opleves åbent, lyst og svævende. Et foyerrum skærer sig diagonalt op igennem museets ni etager og skaber et oplevelsesrigt spektakulært forløb mellem udstillingerne. Samtidig får foyeren en fantastisk udsigt og kontakt med Oslo. Udefra fremtræder foyeren integreret i facaden.
”Museet bliver sammen med de fredede stationsbygninger en museumsby, der byder de besøgende velkommen. Bygningerne står på et magisk, lysende tæppe, der skaber en udendørs lounge-stemning,” siger arkitekt Troels Troelsen. ”Tæppet inviterer publikum ind i den fredfyldte museumshave og videre til museets publikumsfunktioner.”
De seks forslag, der var udvalgt til konkurrencens anden fase, udstilles på Nasjonalmuseet – Arkitektur i Oslo fra den 13. april 2010.