Eksportpris til Henning Larsen Architects

 
 

”Vi er meget stolte, og det er et stort skulderklap til alle medarbejdere. Arkitektbranchen har de seneste fem år orienteret sig mere globalt end tidligere. Vi har i Danmark en stærk designtradition, der tager afsæt i lokale forhold, og derfor vinder danske arkitekter mange internationale konkurrencer. Danske arkitekters kunstneriske tilgang giver et stærkt formsprog og en arkitektur, der møder brugerne i øjenhøjde,” siger administrerende direktør Mette Kynne Frandsen, Henning Larsen Architects. ”Eksportprisen er med til at sætte fokus på faget og den betydning, det har for Danmarks eksport.”

I 2003 var eksportandelen af Henning Larsen Architects’ omsætning 15 procent, og direktionen satte derfor en internationalisering af virksomheden på dagsordenen. Det har givet resultater, og i indeværende regnskabsår estimeres eksportandelen at være steget til 64 procent.

Foruden en lang række projekter i Danmark arbejder Henning Larsen Architects med projekter i omkring 20 lande. Blandt projekterne er en bæredygtig bydel i Saudi-Arabiens hovedstad, et oplevelsescenter for børn i Syrien, et hovedsæde for Spiegel-koncernen i Tyskland, et kulturcenter i Kina og et nyt koncerthus på den spanske ferieø, Lanzarote. Alle projekter har stærke og banebrydende koncepter for byggeriernes energimæssige og sociale bæredygtighed.

”I internationale projekter er der ofte mange samarbejdspartnere. Det gør processerne mere komplekse, og vi skal være mere effektive,” siger designdirektør Louis Becker, Henning Larsen Architects. ”Vi bruger vores erfaringer fra Danmark internationalt, og de erfaringer, som vi får i udlandet, tager vi med os hjem. De store internationale tegnestuer, som vi ofte konkurrerer med, er topprofessionelle, når de formulerer og formidler deres projekter. Det har gjort os skarpere på det punkt, og det er et godt eksempel på, hvordan vi bliver bedre af at arbejde internationalt.”

Skjul alle
Vis alle